Online-forening for NaturFotografer Online-forening for NaturFotografer
 
  ©   
Login

Sign up

The Gallery

Gallery "X"

Forums

Articles

NaturePhotos

Retningslinier
 
Sidst opdateret af Siteadministrator d. 06-04-2012

NaturePhotos er en forening, hvis omdrejningspunkt er denne internethjemmeside.
Hjemmesiden er et fotosite med natur som emneområde.

Formål

At tiltrække både de bedste fotografer, de øvede og begynderne til at uploade billeder og dele viden og erfaringer gennem billedkritik og diskussioner, og derigennem opnå (arbejde mod at blive) et site, der kan fremvise de bedste naturfotos.

At dele og formidle naturglæden gennem billeder, hjælpe hinanden med artsbestemmelse, fælles naturoplevelser og debat af natur generelt med fotografering som omdrejningspunkt.

At blive et site der er attraktivt for købere af naturfotos at besøge, og som kan skabe kontakt mellem sælger og køber.

Medlemsskab

Alle brugere kan ved en simpel opgradering af deres profil blive medlem ved udfyldelse af navn og adresse. Kontingentet er Kr.100/år , som indbetales på konto: 0800-0000109975.
Uddrag fra Foreningsvedtægterne: "Ved indmeldelsen betales fuldt kontingent for det regnskabsår i hvilket indmeldelsen finder sted."
Vedtægterne findes i bunden af siden under linket "Hvem er vi!".
Unge under 30 er som forsøg kontingentfri i 2011. Husk at opdatere din profil med fødselsår!

Som bruger kan du:

Uploade billedfiler på max 200 KB
Have 50 billeder liggende i sidens gallerier.
Uploade max. 5 billeder pr. fortløbende 7 dage.

Som Medlem kan du:

Uploade billedfiler på max 600KB
Have et ubegrænset antal billeder liggende i sidens gallerier.
Uploade max. 10 billeder pr. fortløbende 7 dage.
Angive billedstørrelse på original filen og linke til egen hjemmeside.
Oprette en profil-slideshow af dine bedste billeder.
Oprette og deltage i kalender-aktiviteter.
Deltage i kurser, konkurrencer og andre fællesaktiviteter.
Skrive artikler til siden.
Deltage i debat om sidens udvikling og få indflydelse gennem bestyrelsesarbejde.


Betingelser og Rettigheder

Billeder: Vi lægger vægt på at overholde lov om ophavsret: Kunstneren har ophavsret til sit værk og bestemmer, hvordan han vil distribuere det. Billeder vises på denne side efter fotografens valg og må ikke kopieres eller distribueres uden aftale med fotografen. Af samme grund lægger vi vægt på, at man kun bruger billeder man selv har ophavsret til både i galleriet og i forum. Hvis man har brug for at henvise til andres billeder, må man oprette et link i stedet.
Fotografen kan til enhver tid slette sine billeder fra NaturePhotos.dk. Dette gælder også billeder uploadet i diverse fora! (billeder i fora kan ikke slettes af brugeren, men sker ved henvendelse til siteadministrator - se kontaktadresser i bunden)
Sletning af billeder i gallerierne sker dog med ét døgns forsinkelse!

Vi sondrer mellem følgende billedgenrer:
Dokumentar billeder:
Naturbilleder der lever op til et krav om ægthed. Billedet skal laves af én optagelse, hvor motivet må ikke flyttes, og der må ikke indsættes eller fjernes elementer.
Eneste tilladte billedbehandling er rettelse af eksponering, ved f.eks ændring af hvidbalance, levels og curves. Kun kamera artifacter som sensorpletter og lensflares må bortklones.

Natur-Galleri:
Naturbilleder hvor mennesker eller disses frembringelser ikke er dominerende i billedet. Det er tilladt at bruge HDR, stacking og bortklone græsstrå eller andre mindre billedelementer.
Sort/hvide billeder hører til her.

Kontrolleret miljø:
Naturbilleder hvor fotografen i større eller mindre grad påvirker det omgivende miljø og de omstændigheder, der leder frem til optagelsen.

Studiebilleder:
Naturbilleder optaget i et indendørs eller udendørs studie med anvendelse af kunstigt lys og kunstig baggrund.

Kreativt:
Naturbilleder hvor photoshop er brugt til store ændringer i et billede, og billeder med kreativ brug af lys eller andre teknikker.

Menneske og natur:
Naturbilleder der viser interaktion mellem menneske og natur. F.eks. fotografer i naturen, lejrliv, en bille på næsen, pløjning i marker, miljøkatastrofer mm.

Derudover bør billeder bindes til art efter det binominale system, hvis arten er genkendelig og findes i artsdatabasen.

Da vi ikke registrerer observationer er det lige meget, hvor billedet er optaget, vi ser dog helst at man er omhyggelig med lokaliteten og oplyser denne. - Hvis arten findes i vores database, kan - og bør - billedet bindes til art via arts databasen.

Mangler arten du har fotograferet i vores database, eller skulle den være forkert placeret systematisk, er du velkommen til at kontakte os - se link i bunden - så vil der blive rettet op på manglen/fejlen.
Som udgangspunkt holder vi os til nordeuropæiske arter, ellers kommer vi ikke til at lave andet end opdatere databasen ;-)
Billeder af eksotiske arter fra det store udland - Østen, Amerika, Afrika og så videre - er naturligvis hjertelig velkomne, og bindes til genrer som øvrige billeder.

Billeder, der uploades til NaturePhotos, skal være af acceptabel kvalitet. Forstået på den måde, at fotografen skal have gjort sig umage med billedet. Du skal selv være tilfreds med og glad for et billede, før du uploader det. Selvkritik er et nøgleord!
Dette betyder ikke, at begynderen skal holde sig væk. Tværtimod!
Der er masser af hjælp og konstruktiv kritik at hente hos andre brugere. Og husk, vi kan alle lære, både begynderen og den øvede.
Et af denne hjemmesides fornemste formål er jo netop at gøre fotograferne dygtigere!
Og husk at det ikke er dine bedste billeder, du bliver husket for - det er de dårligste!

Artikler: Forfatteren til artikler har rettigheder og brugsret til egne værker. Artikler må og vil kun blive benyttet i anden sammenhæng med ejerens tilladelse. Du skal selvfølgelig have ophavsret til artikler du placerer på NaturePhotos.

Vælger man at slette sin profil, forsvinder alle ens billeder, de artikler man har skrevet og de tråde man har oprettet i fora og kalender.
De bliver i første omgang ikke slettet fra databasen. Administrator sletter ved regelmæssig gennemgang af databasen disse.
De indlæg man har skrevet til billeder og i tråde vises forsat men anonymiseret.

NaturePhotos fraskriver sig ethvert ansvar for brugernes ytringer på siderne, herunder kommentarer, artikler, indlæg i forummet, handel under køb & salg samt links til andre hjemmesider. Det er brugernes eget ansvar at vedstå ytringer, kommentarer og indlæg som er skrevet på NaturePhotos.

Forumetikette

Indlæg i NaturePhotos fora skal primært handle om natur i Danmark og emner i relationer hertil, f.eks. nyheder om naturforvaltning, naturfotografering, fototeknik, konkurrencer og rejsebeskrivelser eller lokalitetsbeskrivelser.

Sørg for, at dit indlæg placeres i den rette kategori. Savner du en kategori, kan du foreslå at der oprettes en ny.


Angiv en beskrivende titel

- når du opretter en ny diskussion (tråd). Undlad titler som "hjælp" eller "hvad er det?". Brug i stedet f.eks. "hvilken larve er det?". Beskrivende titel er vigtig og sparer unødig tid.

Hvis du beder om en artsbestemmelse, så husk at angive så nøjagtige oplysninger om fundet som muligt, dvs. dato, fundsted, naturtype og evt. planteart. Er dit spørgsmål ikke ledsaget af et billede, så beskriv udseende, størrelse m.v. så nøjagtigt og korrekt som muligt.

Vi sætter pris på, at brugerne skriver saglige indlæg med relevans for trådens emne.

Svarer du i en tråd, forventes det at du holder dig til emnet.

Undgå at "spamme" en tråd med overflødige indlæg. Det kan jo være, at den der kan svare, skal bruge lidt tid eller er på ferie.


Gå efter bolden, ikke manden.

Vi sætter pris på at du har en høflig omgangstone, også selv om du er kritisk eller uenig med andre i tråden. Gennemtænk dit indlæg, inden du poster det i stedet for at skrive uoverlagte og overfladiske bemærkninger. Personlige eller perfide angreb accepteres ikke og vil blive slettet uden varsel. Ved gentagne overtrædelser og advarsler, kan du udelukkes fra adgang til forummet!

Her er 6 gode råd om almen net-etikette:
1. Opfør dig på nettet som du ville opføre dig uden for nettet.
2. Husk at det er et menneske, der læser det du skriver - vær høflig og respektfuld.
3. Husk at det skrevne sprog kun udgør en procentdel af kommunikationen - skriv klart og tydeligt. Er du i tvivl om hvad andre mener - spørg dem før du svarer.
4. Vær ikke nærig med din viden, men del ud af den høfligt og respektfuldt.
5. Misbrug ikke STORE bogstaver eller udråbstegn - det opfattes som råben.
6. Brug smilies for at udtrykke dig - brug dem med måde.


Indlæg som ikke har relevans for forummet eller som billedkommentar, som overtræder gældende lovgivning, som opfordrer til overtrædelse af NaturePhotos retningslinier eller som er illoyale overfor NaturePhotos kan blive slettet uden varsel, ligesom brugeren kan blive udelukket fra adgang til sitet efter forudgående henstilling og advarsel!
Konstruktiv kritik eller debat om hvordan NaturePhotos drives, er ikke eksklusionsgrund.

Ved overtrædelse af retningslinierne kan der gives karantæne fra sitet.
Karantæne betyder at man mister retten til at uploade billeder og til at skrive indlæg.
Karantænen vil være tidsbegrænset og brugeren informeres pr. mail ved tildelingen. Den offentliggøres ikke på sitet.
En tildeling af karantæne skal samtidig opfattes som 1. henstilling hen imod en eksklusion - se herunder.

Procedure frem mod eksklusion af et medlem/bruger:
1. En henstilling til at overholde retningslinjerne, med henvisning til overtrædelsen.
2. En advarsel, med henvisning til henstillingen og overtrædelsen. Samt en beskrivelse af konsekvensen af yderligere overtrædelser.
3. Ved yderligere overtrædelse slettes profilen.



Anonyme profiler

- vil ikke blive accepteret. Man skal kunne stå ved, hvad man mener og skriver og vi ser gerne der oploades vellignende profilbilleder.
Korrekt navn, fødselsår, e-mail- og postadresse skal opgives ved oprettelse af profilen.

Med venlig hilsen
NaturePhotos


To the frontpage        To the Top

About us! | Guidelines | Contact Addresses | Links

© Photos - Authors  |  © Data - Naturephotos.dk  |  © Applications - Joe's Webdesign,  2009-2017 - All rights reserved.
 
eXTReMe Tracker