Online-forening for NaturFotografer Online-forening for NaturFotografer
 
  ©   
Login

Sign up

The Gallery

Gallery "X"

Forums

Articles

NaturePhotos




Locations

Lesbos - En græsk perle

03/27-2013 at 23:18

Christian Nielsen writes::  
Author: Christian Nielsen

- Alykes vådområde kort efter solopgang i april. 3-4 uger senere er området knastørt


Da jeg startede med at fotografere fugle, var det ikke de danske eller nordiske fugle, som var mit mål, men derimod mere eksotiske fugle som papegøjer, isfugle, biædere, skægfugle, hejre m.m.
At jeg så alligevel er blevet glad for de danske fugle, det er en helt anden historie...

Jeg havde planlagt at skulle rejse til et par eksotiske steder i løbet af 2011/2012, men på grund af flere forskellige omstændigheder blev de helt store planer lagt på hylden. Min begejstring for eksotiske fugle var der dog stadig! Så efter at have fotograferet fugle i et lille års tid, var tiden inde til at finde et sted, hvor mit behov for eksotiske fugle kunne blive stillet. Som de fleste nok har regnet ud nu, så blev dette sted Lesbos – en fantastisk græsk ø, som jeg er blevet meget glad for!
Hvorfor lige Lesbos? Der var flere ting, som gjorde, at valget faldt på denne græske ø. Først og fremmest virkede det meget ”lige til”. Alt det praktiske var forholdsvist uproblematisk: Leje af bil var nemt, og hotellet kunne bookes med fuld pension, så man ikke skulle tænke på madlavning. Øen er ikke for stor og dermed overskuelig til en ferie. Omvendt er den stor nok til, at man ikke får de samme skud som alle andre.
Der fandtes ligeledes gode guide-bøger til øen, hvilket gør det nemt at finde fugle, lokaliteter og andre praktiske ting.
Endeligt så er Lesbos kendt for sit fantastiske forårstræk, hvilket har gjort øen til en af Europas mest populære destinationerne for fugleinteresserede, og det er ikke uden grund!
Som studerende var/er prisen heller ikke uden betydning, og efter min målestok får man meget for pengene!

Denne lille artikel er primært ment som inspiration for andre fuglefotografer, da der findes rigeligt med tur rapporter fra fuglekiggere – men alle må selvfølgelige læse med
Artiklen er primært baseret på mine egne oplevelser med øen, som jeg har fået over to ture i 2012, (Først i april/maj og anden gang i starten af juni) suppleret med lidt forskelligt baggrundsinfo.

Lesbos er den tredjestørste af alle de græske øer, og der bor omkring 87.000 mennesker på øen. Den er beliggende i det Ægæiske hav, som er placeret mellem Tyrkiet og Grækenland. Øen har et areal på 1632 km², hvilket er lidt mere end halvdelen af Fyn.

Til forskel fra andre græske øer så er Lesbos ikke hårdt præget af turisme, og fremstår derfor meget traditionel og autentisk - turisme udgør under 10% af øens økonomi.
Øen er også en af de rigeste græske øer hvad angår fauna og biodiversitet. Befolkningen er yderst gæstfrie og venlige; og laver tilmed helt fantastisk mad! Øens økonomi er i høj grad stadig baseret på primitivt landbrug specielt olivendyrkning, fåre- og gedehold, fiskeri og Ouzo produktion. Lesbos har en stor produktion af oliven og står for hele 25% af den samlede græske oliven-produktion. Olivenolie og Ouzo fra øen skulle være blandt det fineste i verden – prøv selv!

Fuglene – som det hele handler om – tiltrækker hvert forår hundredevis af fuglekiggere og –fotografer til øen fra hele Europa. Specielt de britiske fugleentusiaster er velrepræsenteret. Der er flere ting som gør fuglelivet på Lesbos unikt. Først og fremmest så ligger øen velplaceret i forhold til forårstrækket. De områder, hvor der findes vand (Lesbos er hovedsageligt tør og stenet), tiltrækker de mange trækfugle, når der skal tankes op til den videre rejse nordpå.
Udover trækfugle, har øen selvfølgelig også nogle ynglefugle og på grund af sin placering tæt op ad Tyrkiet kan man finde nogle arter, som ellers ikke er typiske for Europa. Eksempelvis Krüpers spætmejse.
Der findes også mange forskellige typer af habitater på øen, som er med til at skabe den store diversitet. Opdyrkede grønne marker, oversvømmede fåremarker, stenede højland, nåleskove og meget mere!

For fuglefotografer er der masser af muligheder, og som en anden fuglefotograf har beskrevet øen, så er det et rent ”slaraffenland” i foråret. Kalloni Salt Pans er stedet, hvor mange vil blive ved med at vende tilbage til, og de fleste vil ende med at bruge mest tid, men der er samtidigt masser af andre muligheder rundt omkring på øen. Der er uendelige muligheder og selv den allermindste vandpyt kan vise sig at være en guldgrube, hvor mange fugle bader, drikker eller fouragerer.
Der er en del klassiske lokaliteter, men samtidigt også mulighed for at finde sine ”egne” steder og få helt unikke skud med hjem. Man skal ikke være bange for at udforske øen, da befolkningen er yderst venlig, og man praktisk talt må køre overalt; selv på de allermindste grusveje - der er meget få ”adgang forbudt” skilte og sure bønder!
At befolkningen er venlig, oplevede vi flere gange: Da vores bil på et tidspunkt var gået i stå midt ude i en å, kom der en bonde, som glædeligt trak os fri. På et andet tidspunkt kom vi kørende på den vestlige del af øen. En lokal havde kørt sin bil ud af indkørslen og havde parkeret halvt ude på vejen, så vi ikke kunne komme forbi. Efter et minuts tid kom han tilbage, men i stedet for at flytte bilen med det samme, så begyndte han at rode i bilen – han ville bare lige give os et par håndfulde af hans friskplukkede abrikoser, når vi nu havde holdt og ventede. Jeg husker ikke at have oplevet det i Danmark

De mange fuglekiggere og –fotografer kan være både en fordel og en ulempe: Ved blot at spørge nogle af de mange fuglekiggere kan man få hjælp til at finde mange arter og lokaliteter. Omvendt så går man let i vejen for hinanden ved ”toplokaliteterne”. En morgen havde jeg parkeret bilen før solopgang for at benytte den som skjul. Efter et stykke tid ankom en minibus af fuglekiggere, som placerede sig i et jerntæppe omkring bilen, og mit rullende skjul virkede ikke rigtigt mere. Sådanne situationer kan nemt opstå i foråret og man må bare prøve andre steder med et smil! Man kommer længst med, og undgår uheldige situationer, hvis man gebærder sig ordentligt, tænker sig om og udviser hensyn!

Hvordan kan man bruge 7-14 dage på Lesbos?
Personligt ville jeg starte med at forevige flokke af forskellige vadefugle i yngledragt; komme tæt på rastende Rødvingede Braksvaler; se de Sorte Storke, som klovnagtigt hopper rundt i kanalerne; Silkehejrer, som danser, mens de fanger fisk; Stylteløbere, som udbedrer rede pladsen; Hvide Storke, som kaster haletudser ned i svælget; Citronvipstjerten, som elegant fanger insekter i vandoverfladen; Rødryggede Svaler, som samler den mudrede Lesbos jord; Sølvhejren, som lister rundt i vådområderne med lang hals; Hvidskæggede Terner som højlydt sætter gang i vådområderne om morgenen; Bysvaler, som samler mudder i flokke; Spanske Spurve, som hænger i det endnu grønne græs; fluesnappere, som livligt hopper rundt i træerne; Nathejren, som sover opmærksomt i flodbreddens vegetation; Kirkeuglen, der holder udkig fra stendiget; Landsvaler, som sidder i lange rækker efter et regnskyl; Klippespætmejsen i gang med at udsmykke sin fænomenale rede med farvestrålende insekter; Aftenfalke, som holder udkig fra telefonledningerne; Dværghejre, der i slowmotion bevæger sin lette krop rundt på de tyndeste grene i grøftekanten; Ellekragen, som lige pludselig sidder i figentræet; Sortstrubede Sanger i lystig sang; Blådroslen i færd med at fodre unger på de yderste klippesider; Dværghornuglen, der kan gemme sig for enhver; Hvidskæggede Sanger nede i de laveste buske; Gule Vipstjerter i vandkanten; Sort Ibis igang med systematisk finkæmning af vådområdet; forskellige rørvagtler i søbreddens siv; Masketornskader i skygge af oliventræernes blade; Krüpers Spætmejse, der fodrer unger; Hvidvingede Terner, som flyver i uforudsigelige mønstre; Biædere i gang med dele en Svalehale; Tophejrer som uanfægtet jager… og sådan kunne man blive ved!

Sagt på en anden måde: Der er rigeligt at bruge 7-14 dage på!

Author: Christian Nielsen


- Med sine blot 19-21 cm er Dværghornuglen LILLE. Tit gemmer de sig bag Eucalyptus træets grene og barkstumper, og kan være meget svære at finde


Tidspunkt

Tidspunktet er altafgørende for at få en produktiv tur til Lesbos. Min anden tur til øen i starten af juni var langtfra at sammenligne med min første tur, som lå blot en måned tidligere. I Juni var øen ikke mere speciel end så mange andre steder og vi skulle lede meget hårdere, for at få langt færre fotomuligheder. Lesbos er kendt for sit store træk af fugle i foråret og rent fuglemæssigt er det i foråret, at øen rigtigt skiller sig ud. Jeg vil derfor også hovedsagligt fokusere på foråret. Øen er bestemt værd at besøge på andre tidspunkter af året, men er det fugle man vil se/fotografere, så skal man vælge foråret. Specielt er det de midlertidige vådområder i foråret, som er trækplastret, når en masse trækfugle lægger vejen forbi Lesbos. Disse midlertidige vådområder tørrer ud hen mod sommeren.
Det bedste tidspunkt at besøge øen på er i April-Maj. Richard Brooks anbefalede at tage af sted så tidligt som muligt, altså i april, hvor der er lidt køligere, godt med fugle og færre fuglekiggere. Mange fuglekiggere vælger oftest datoer ind i maj – måske på grund af det lidt varmere vejr, uden at jeg ved det med sikkerhed. En dygtig skotsk fuglefotograf, som jeg mødte på øen i foråret, og som har besøgt øen 5 år i træk, anbefalede at man tager den sidste uge i april og den første uge i maj, hvis man skal være der i 14 dage. Jeg påregner selv at følge dette råd og sidste uge i april og/eller første uge i maj må være det bedste bud på det ”rigtige” tidspunkt, men da det jo er moder natur som står bag, så varierer det lidt fra år til år.
Om efteråret er der også et stort træk af fugle, men det er mindre end trækket i foråret. Da jeg heller ikke har været på øen i efteråret, så springer jeg let og elegant henover denne periode.


Author: Christian Nielsen


- Sølvhejre på fisketur i et af de midlertidige vådområder


Fly

Fra Danmark er fly den eneste transportmulighed til Lesbos. De direkte flyvninger fra Danmark til Lesbos begynder oftest først ind i Maj, når de ”normale” turister begynder at komme med charterselskaberne. På vores anden tur benyttede vi os af et direkte fly fra Thomas Cook. Det er uden tvivl bedst med et direkte fly, men da det ikke er muligt i april, bliver man nødt til at benytte sig af rutefly til Athen og derefter videre til Mytillini, Lesbos. Vi fløj med SAS til Athen og videre til Lesbos med Aegean. Da jeg bestilte flybilletterne forholdsvist sent til vores første tur, fik vi en ventetid på 6 timer i Athen - dog kun på vej derned. Det er derfor en god ide at bestille flybiletterne i god tid. Prisen ligger typisk omkring 2000-3500,- DKK per person for en returbilet. Sørg for at tjek op på de gældende regler for bagage ved det/de flyselskaber, som man benytter. Kameraudstyr skal indtjekkes som håndbagage og ens taske/kuffert skal overholde mål- og vægtgrænserne. På min første tur lå jeg inden for grænsen for både vægt- og mål, mens jeg anden gang overskred den lidt i fht. Gældende regler – heldigvis havde Thomas Cook super god service og da jeg ringede og forklarede situationen, så fandt vi en god løsning. Oftest ønsker flyselskaberne ikke at risikere store erstatninger pga. dyrt udstyr i lastrummet, så de plejer at være hjælpsomme. Find ud af hvor meget dit kameraudstyr vejer og måler og ring til selskabet, før du bestiller, og hør om mulighederne (Dispensation, køb af overvægt mm). Vi havde dog ingen problemer overhovedet på nogle af turene og på den første tur var der mange fotografer, som havde større tasker med end tilladt, i flyet fra Athen til Lesbos, uden at der opstod problemer. Men det er altid bedst at være på den sikre side, så man ikke strander et sted pga. for høj vægt, får ekstra udgifter for overvægt eller lignende.


Author: Christian Nielsen


- Tophejre kort før solopgang. Mange af floderne har såkaldte "fords", som gør det muligt at krydse floden igennem vandet og som her, få en god vinkel på fouragerende fugle


Hotel

Det er klart mest fordelagtigt at bo midt af øen. Her er man centralt placeret i forhold til de mange hot-spots og man kan tage ture nord- eller vestpå. Jeg har under begge mine besøg boet på Malemi Hotel i Skala Kalloni. Her bor man tæt på Kalloni Salt Pans – stedet som de fleste vil ende med at bruge mest tid på. Malemi er et dejligt, autentisk græsk hotel, som bliver drevet af George Kapsalis og hans familie. Hotellet tilbyder nogle flotte værelser, samt morgenmed, madpakke til middag og aftensmad – alt sammen så du kan fokusere 100% på fugle og andet godt. Aftensmaden består af en stor buffet med god, hjemmelavet, lokal græsk mad, med fokus på god smag og er kun med til at gøre turen endnu bedre!
Som en ekstra bonus havde vi fornøjelsen af, at kunne høre Dværghornuglens sang sent om aftenen, mens vi sad på vores værelse. På et tidspunkt var jeg overbevist om at uglen måtte sidde ude på altanens gelænder - så høj var lyden fra den lille ugle! Jeg fandt aldrig ud af hvor den sad, men det var en fantastisk lyd at falde i søvn til!

I forårs-træktiden er hotellet primært fyldt med fuglekiggere og –fotografer, som hellere end gerne vil fortælle om deres observationer. På den måde fandt jeg selv flere spændende ting. Lige fra start har Malemi Hotel været det foretrukne hotel for fuglekiggere og –fotografer og er det stadig i dag! Det er også her, at Richard Brooks bor, hvis han er på øen. Og det var ligeledes her, at han skrev sin berømte guide til fuglekigning på Lesbos.

Til dem som ønsker at besøge øen i 2013, så kan Malemi Hotel tilbyde overnatning i dobbeltværelse til 35 euro per person per dag inkl. Halv pension (morgenmad og aftenbuffet) eller 38 euro per person per dag inkl. Fuld pension (morgenmad, madpakke og aftenbuffet). For enkeltværelser er prisen 55(HP) og 58(FP) euro per dag per person. Disse priser gælder fra 15. april og til slutningen af maj. Før 15. April er der 10% rabat på ovenstående priser. Man kan bestille ved at kontakte hotellet på malemi@otenet.gr – Evt. med henvisning til mig (Christian Nielsen)

George har lovet mig at tage sig ekstra godt af de danskere, som besøger øen i foråret


Author: Christian Nielsen


- Biæderen er vel nok en af de flotteste fugle i Europa. Her faldt jeg over en mindre flok, som var på træk. De ynglende Biædere ankommer oftest først ind i maj


Transport

En bil er uundværlig på Lesbos, for at komme rundt og som foto-skjul. Mange af fuglene er svære at komme tæt på uden at bruge en bil. Man skal derfor regne med at 60-90% af alt foto kommer til at foregå fra bilen. På min første tur lejede vi en Citron C3, som overordnet set var en glimrende bil, men knap så god når man ville væk fra de store veje, og ind på små grusveje og fårestier. Selvfølgelig findes nogle af de unikke fugle-steder, hvor vejene er dårligst – men langt fra alle. Flere gange sad vi fast og lyden af sten mod undervognen var ikke sjælden. I anden omgang gange lejede vi en Suzuki Jimny, hvilket var en ren fornøjelse. Vi kom rundt alle vejene og havde ingen problemer med dårlige veje. Denne gang var vi dog to fotografer og det er et stort minus ved Jimny’en, at man ikke kan sidde to fotografer i samme side og fotografere ud i samme side, da bilen har en diagonal stolpe ved bagsæderne. De biludlejdningsselskaber som jeg havde fat i kunne ikke tilbyde 5-dørs firhjulstrækkere.
Der er både fordele og ulemper ved begge typer af bil. I 95% af alle tilfælde vil en lille, almindelig bil være tilstrækkelig. Hvis der kommer nogle store regnskyl i foråret, hvis man gerne vil ”udforske” alle små grusveje, snørklesteder mm. Så er en 4x4 et bedre valg. Sagt på en anden måde, så er det ikke nødvendigt med en 4x4, men alligevel meget rart.

Det er forholdsvis ligetil at køre rundt på øen, men dog anderledes end i flade Danmark. Der kan godt forekomme store huller i asfaltveje, sten/klippestykker kan ligge i vejkanten, skildpadder kan forekomme på vejbanen, tilfældigt parkede biler osv.
Ved de få større byer kan der være tæt trafik og i mange byer er der smalle gader og de kan være ensrettet. Så længe man er opmærksomhed på at det er en ”rustik” ø af sten, med nævnte fare og så længe man kører fornuftigt, opmærksomt og uden den tunge fod på speederen, så er det forholdsvist problemfrit at køre rundt.
De fleste biludlejningsselskaber tilbyder, at man kan få leveret bilen i Lufthavnen, så man selv kan køre til sit hotel. Der er cirka én times kørsel fra lufthavnen i Mytillini til Skala Kalloni området, hvor de fleste vælger at bo. Det er forholdvist let at finde Skala Kalloni fra lufthavnen – et godt tip er at medbringe en gps til øen. Det kan være meget nyttigt, også selvom de fleste veje ikke har navne dernede.

Vi lejede begge gangene bil igennem Billy’s Car Rental, som Malemi samarbejdede med. Jeg har kun positive ting omkring selskabet. Der kan være en del forskel på pris imellem de forskellige selskaber og nogle gange også forskel i forsikring. (Generelt dækker de fleste ”Full” forsikringer i Grækenland ikke undervognskader og andre selvforskyldte skader)


Author: Christian Nielsen


- Silkehejre under landing i et af de midlertidige vådområder


Udstyr

Som tidligere nævnt, så er fuglene på Lesbos ikke ”nemme” at komme tæt på, dog en smule lettere end i Danmark efter min vurdering. En bil er derfor et perfekt skjul og da man må køre stort set overalt, så er den ideel og uundværlig. Som ved det meste andet fuglefotografering så kan man næsten aldrig få mm nok og man skal derfor medbringe sit længste objektiv og teleconvertere. Fra 400mm og opefter er det ideelle. På min første tur havde jeg problemer med mit kamerahus og jeg kan derfor kun anbefale, at man har et reserve-hus med. Da man er rimelig begrænset hvad angår bagage-vægt, så kan man ikke have alt med og der må prioriteres. Udover kamera, objektiv og andet nødvendigt kameraudstyr, så er en bean-bag perfekt på Lesbos, netop fordi det meste fotografering foregår fra bilen. Vælg en beanbag, som kan tømmes for fyld og fyld den så med bønner, hvedekerner eller lignende, når man ankommer på øen – den helt billige løsning er selvfølgelig gratis sand fra stranden. Et camouflagenet vejer ikke ret meget, men kan være meget nyttigt. Jeg brugte det meget på begge ture, specielt til at smide over bilen for at få fuglene helt tæt på – på den måde havde jeg en biæder siddende kun 50cm fra bilen. Et stativ er rart at have med, hvis der er plads i bagagen, men ikke absolut nødvendigt. Man skal selvfølgelig huske alt andet, som man normalt ville tage med på en fugle-foto-tur.

Vejret kan svinge meget i foråret - fra 10grader og blæsende, til 30grader og solrigt. Det kan meget sandsynligt også regne og man skal derfor medbringe både varmt og let tøj. Et par gummistøvler gjorde mig terrængående.


Author: Christian Nielsen


- Ligeledes Sort Stork under indflyvning til et midlertidigt vådområde, en tidlig morgen


Litteratur og andre gode ressourcer

For at kunne finde flest mulige fugle, så behøver man en god guide. Heldigvis findes der 2 bøger i fht. at finde fugle på Lesbos. Den mest berømte er Richard Brooks’ bog fra 1998, ”Birding on the Greek Island og Lesvos”. Desværre er bogen officielt ude af print og man er nød til at lede efter en brugt version. Richard var den første, som virkelig fik gang i fuglekiggeri på Lesbos og han var den første til at skrive en guide. Udover at være enormt grundig og dybdegående, så er Richard selv anerkendt naturfotograf og bogen er derfor skrevet til både fuglekiggere, men også til fuglefotografer. Da den er udkommet i 1998(Og skrevet endnu tidligere), så er den ikke helt up-to-date på alle punkter, men stadig yderst hjælpsom for enhver, som vil se fugle på Lesbos. Layoutet i bogen er anno 1998, hvilket vil sige få fotos, håndtegnede kort osv. Selve informationerne er gode og meget dybdegående, men layoutet og kortene er mindre gode.

Den anden bog som findes, er af nyere dato og er skrevet af Steve Dudley. Bogen har titlen ”A Birdwatching Guide To Lesvos” og er udgivet første gang i 2009. Den er derfor mere end 10 år yngre end Richards bog og mange af informationerne er mere up-to-date. Bogen er primært henvendt til fuglekiggere og har ikke samme fotografiske vinkel som Richards bog. Informationer er mindre dybdegående, men til gengæld mere overskuelige og konkrete. Bogens layout er også langt mere up-to-date og den indeholder adskillige gode, detaljerede og beskrivende oversigtskort over de mange lokaliteter, som er guld værd. Bogen byder også på fotos af en del lokaliteter.

Det er svært at vælge kun én af bøgerne og selv har jeg købt begge. De komplimenterer hinanden rigtigt godt og set i forhold til deres lave pris, så vil jeg på det stærkeste anbefale, at man anskaffer sig begge – forarbejdet er altafgørende for, at man kan finde de forskellige fugle og lokaliteter.

Hvis Richard eller Steve er på øen, så kan man leje dem som guides. Jeg ved at flere fotografer har haft stor glæde af en enkelt eller to dage sammen med Richard. Jeg har ikke selv benyttet nogle af dem – primært fordi Richard ikke var på øen – havde han været det, så ville jeg med god sandsynlighed have benyttet ham.

Da størstedelen af fuglekiggerne på øen er engelske, så kan det være gavnligt at have en Checkliste for øen med både engelske, latinske og danske navne. Jeg har derfor sørget for at der er kommet danske navne på Steve Dudleys liste. Vær ikke bange for at spørge andre fuglekiggere om hjælp – de fleste vil hellere end gerne hjælpe, og med en navneliste på flere sprog, ved man forhåbentligt hvilken fugl man snakker om. Listen kan findes her: http://www.scribd.com/doc...

Steve Dudley driver også hjemmesiden www.lesvosbirding.com..., som indeholder flere brugbare ting. Først og fremmest så indtaster han observationer, når han selv er på øen – det er både hans egne observationer, observationer direkte fra andre fuglekiggere, samt dem der bliver indskrevet i forskellige logbøger, som findes flere steder rundt omkring på øen (Forskellige hoteller og taverner) – listen på hans hjemmeside plejer at blive opdateret dagligt i foråret og er god at tjekke, hvis man søger specifikke arter.

Som nævnt, så findes der forskellige logbøger rundt omkring på de forskellige hoteller, som man kan benytte til at indskrive eller hente observationer fra. Desværre var logbogen i 2012 på Hotel Malemi ikke rigtigt opdateret og blev kun benyttet minimalt.

ROAD Editions har lavet et kort over Lesbos og dette kort er det bedste over øen. Kortet er også kendt som ”Blue ROAD Editions map – 1:70.000”. Det kan erhverves flere steder på øen.


Author: Christian Nielsen


- Spansk Spurv i dagens sidste solstråler. Vandpytter kan være guld værd


Vigtige habitater

Nedenunder vil jeg kort forklare om et par af de habitater, som man finder på øen og primært dem, som er specielt vigtige for typiske ”Lesbos-arter”

- Vådområder
Forskellige vådområder, små åer, floder og lignende, primært midlertidige, er uden sammenligning det vigtigste habitat i træktiden. Lesbos er reelt kun en tør ø af sten, hvilket gør selv den mindste vandpyt til en magnet på ynglefugle og i særdeleshed trækfugle, som lander på øen for at tanke op. Mange åer-floder tørrer ud i slutningen af maj og forbliver tørre hele sommeren. Mængden af vand i efterår, vinter og forår er derfor vigtig i forhold til fuglene. Jo mere vand, jo bedre. Der er enkelte bassiner og søer på øen, som holder vand hele året rundt. Omkring vådområderne finder man det meste - småfugle, vadefugle, storke, hejre, terner, rovfugle m.m.

- Opdyrkede marker og græsjord

Opdyrkede marker og græsmarker findes hvor der er fugtigere, end på resten af øen – dvs. omkring floder og dale. Det er småt med disse områder og dyrkningen af jorden er primitiv. De primære steder findes i Kalloni området, men også ved Faneromeni og Skala Eressos. I det ellers tørre landskab er disse områder selvsagt ret produktive og man kan finde mange forskellige trækfugle her. I høj grad småfugle af forskellig slags, men rovfugle er også en mulighed.

- Bart højland
Tørt, stenet og forholdsvist bart højland er fordelt udover hele øen og på trods af sit lidt døde udseende kan man finde mange spændende arter her – deriblandt Slangeørn, værlinger, stenpikkere, Klippe Spætmejse, Kirkeugle, Chukarhøne m.m.

- Olivenlunde

Oliventæer finder man overalt på øen og efter sigende gror der ca. 11 millioner træer på hele øen. Selvom det ikke er et af de rigeste steder med fugle, så yngler der specielle arter som Masketornskade, Mellemflagspætte, Olivensanger, Sørgemejse m.m. I forårs trækket kan man også være heldig at finde arter som Ellekrage og Pirol blandt de mange oliven.

- Nåleskov

Nåletræer dækker en stor del af øen og man kan ikke undgå at se de store skove på turen fra Mytillini (Lufthavn) til Kalloni. Igen, ikke et af de mest fuglerige steder, men specielt en art findes her – den berømte Krüper’s spætmejse, som er en must-have art for mange fuglekiggere. Ellers kan man finde Mellemflagspætte, Sørgemejse, Skovhornugle, Masketornskade m.m. I nåleskovene.

- Tørt krat

Selvom udbredelsens af ”Scrub” arealer er begrænset i forhold til mange af de andre habitater, så er det her, at man finder arter såsom Hvidskægget Sanger, Sorthovedet Sanger og specielt Sortstrubet Sanger (Ruppell’s Warbler), som er en must-have art for mange fuglekiggere og –fotografer.


Author: Christian Nielsen


- Stylteløberne yngler i kanalen rundt omkring Kalloni salt pans


Et par udvalgte lokaliteter

Denne artikel skal ikke erstatte de guide-bøger som findes og jeg vil derfor kun beskrive et par enkelte af de mange spændende lokaliteter, som øen kan byde på.

Kalloni Salt Pans

Kalloni Salt Pans er øens hot-spot og det er, som tidligere nævnt, her de fleste vil komme til at bruge mest tid. Salt Pans består, som navnet angiver, af et større område med saltaflejrings-bassiner, som endda let kan ses på luftfotos af øen (bla. Maps.google.com). De store mængder vand, placeret midt på denne tørre ø, fungerer som en magnet på de mange fugle som passerer i foråret. Selve saltaflejrings-bassinerne er afspærret og man kan ikke komme ind i dem, men kan køre langs kanalerne, som løber rundt om selve bassinerne. Det er i disse kanaler at man kan komme tæt på mange forskellige fugle. Her kan typisk ses en masse vadefugle, småfugle, storke, hejrer, moseterner m.m. Udover kanalerne, så er fåremarkerne omkring Salt Pans også vigtige og meget produktive. Om foråret er markerne oversvømmet og forvandles til midlertidige vådområder, som tiltrækker et væld af trækfugle. Generelt set er Salt Pans altid et fantastisk område, men en meget våd vinter/forår kan skabe endnu bedre forhold for fuglene – hvilket i øvrigt også gør sig gældende mange andre steder på øen. Vand er det store trækplaster her, og jo mere, jo bedre! Salt Pans ligger helt ud til Kalloni bugten og man har derfor også havet meget tæt på. Kort sagt, så har området omkring Salt pans det meste! Nogle af mine bedste morgener på Lesbos havde jeg ude ved de oversvømmede fåremarker, som ligger omkring Salt Pans – kør herud før solen står op, parker bilen strategisk godt og vent på at området vågner op og fuglene kommer flyvende ind for at fouragere. Det vil uden tvivl give nogle fantastiske fotomuligheder og magiske øjeblikke. Specielt var en af vores morgener helt fantastisk. De fleste dage havde vi set enkelte sorte storke, men denne dag kom en flok på ca. 15 sorte storke flyvende ind, få meter over bilen, imens solen stod op bag bjergene og skabte et magisk lys. Og som prikken over i’et, så fouragerede forskellige moseterne-arter højtlydt helt tæt på bilen.

Jeg vil kun anbefale at man bruge den asfalterede vej, som ligger på vestsiden af saltbassinerne – vejen på den østlige side er en grusvej, som var forfærdelig at køre på i foråret 2012 og vores bil fik et par buler der!


Author: Christian Nielsen


- Sortstrubet Sanger er en af stjernerne på øen og et "must have" for fuglekiggere. Her er det en han i lystig sang, med det Ægæiske hav i baggrunden


Polichnitos Salt Pans

Ligesom Kalloni Salt Pans, så består området af kommercielle saltaflejrings-bassiner. Det er dog en del mindre end Kalloni Salt Pans og tiltrækker ikke ligeså mange fugle i foråret. Omvendt så er området en del mere overskueligt. Omend området ikke er helt ligeså produktivt som Kalloni Salt Pans og heller ikke ligeså komplet mht. de omkringliggende arealer, men er det helt klart et område, som er værd at besøge. Jeg var blandt andet heldig at komme helt tæt på, og få nogle gode billeder af, Stylteløber med unger hernede på min anden tur. En af fordelene ved Polichnitos Salt Pans er, at området er mindre benyttet i foråret end Kalloni Salt Pans. Det betyder færre fuglekiggere og -fotografer i området, hvilket kan give nogle andre og måske bedre muligheder for fotos. De omkringliggende marker/brakområder kan oftest være dækket af et hav af farvestrålende blomster og hvis en fugl dukker op her, så kan man få nogle unikke skud. På vejen ned til Polichnitos Salt Pans ligger også andre gode lokaliteter, blandt andet Alikoudi Pool. Det skal nævnes at om efteråret er Polichnitos Salt Pans øens hot-spot, hvorimod Kalloni Salt Pans er det i foråret.

Faneromeni

Faneromeni ligger på øens vestkyst, langt fra mange af øens mere centralt-placerede hot-spots, men er oftest hele turen værd. På grund af sin vestlige beliggenhed, kombineret med nogle frugtbare marker og en flod, kan Faneromeni være meget rigt på fugle. Floden ved Faneromeni har to ”Fords”, dvs. steder hvor man kan krydse floden (Man kører igennem vandet), og dermed få gode fotomuligheder. Ved begge ”Ford” kan man opleve forskellige fugle, som kommer for at drikke eller fouragere. Nathejre, Dværghejre, Citron Vipstjert, forskellige rørvagtler, for blot at nævne et par af mulighederne. Det er vigtigt at man her bliver i bilen og venter på at fuglene kommer frem for at fouragerer i floden eller de små vandpytter som der er. Faneromeni strand og flodens udmunding er en anden mulighed. Dette er et sted, hvor mange fugle ender, lige før de trækker videre nordpå. Man kan derfor være heldig at finde spændende fugle ved at køre rundt her. Ved flodudmundingen kan der også være hejrer, måger mm. Endelig er der de mange frugtbare opdyrkede marker, olivenlunde og figenlunde. På grund af områdets frugtbarhed og beliggenhed længst mod vest, så tiltrækker det mange trækfugle, som stopper op her, før de fortsætter videre og væk fra Lesbos. Som ved alt andet træk så er det uforudsigeligt, hvilket både kan være et minus, men i høj grad også et plus. Det kan anbefales at køre stille rundt og observere området. Her kan man være heldig at finde bla. Forskellige Tornskade-arter, Biæder, Pirol, Hærfugl, Ellekrage, Fluesnappere mm.
På min første tur i foråret fandt vi blandt andet en stor flok biædere, som fouragerede over en klippe-omsluttet mark, selvfølgelig med deres helt unikke lyd kørende for fuld hammer. Da turen til Faneromeni er lang, så kan man med fordel starte midt på dagen og udforske nogle af de mange områder, som ligger på ruten, før man til sidst ender i Faneromeni, hvor man kan bruge dagens sidste, bløde lys. På ruten kommer man blandt andet igennem noget bjergterræn, specielt mellem Eressos og Sigri, som er øens bedste strækning for Kirkeugle.


Author: Christian Nielsen


- Den Rødvinget Braksvale er en af mine personlige favoritter - herlig fugl


Det var en ”lille smule” information om den græske perle Lesbos, som ikke uden grund er en af de mest velbesøgte fugle-destinationer i Europa. Jeg håber at de forskellige informationer kan bruges og at det gav lidt inspiration – hvis ikke, så… tja, går det nok også!

Jeg befinder mig selv på øen igen i foråret 2013 i ca. 3 ugers tid, hvor jeg vil arbejde på et lille projekt. Jeg skal brække et ben eller der skal ske andre skrækkelige ting, for at jeg bliver i Danmark (Eller bare dårligt placerede eksamener). Er der nogle som overvejer at tage turen og har spørgsmål, så må i hellere end gerne sende mig en e-mail (cjn3.agapornis@gmail.com) – jeg vil med glæde svare!

Ligeledes vil jeg gerne bruge en dag eller to på at vise et par gode steder på øen, hvis der er nogle, som skulle vælge at tage derned. Bare kontakt mig, så finder vi ud af noget

Ris, ros og spørgsmål vil jeg meget gerne modtage. Jeg opretter derfor en tråd ved siden af til de ting m.m. Hvis du alligevel har læst hele artiklen, så smid lige en kommentar!
Link:
http://www.naturephotos.d...

Author: Christian Nielsen


- Hærfuglen. Kort og præcist sagt, så er det en FED fugl



You must log in to write comments



To the frontpage        To the Top

About us! | Guidelines | Contact Addresses | Links

© Photos - Authors  |  © Data - Naturephotos.dk  |  © Applications - Joe's Webdesign,  2009-2021 - All rights reserved.
 
eXTReMe Tracker